Guitaren er så absolut det vigtigste Flamenco-instrument.

 

At man i dag også ofte ser andre instrumenter som el-bas, saxofon, fløjte, strygere, klaver og forskellige former for slagtøj, ændrer ikke på det faktum, at udviklingen i flamencoen er knyttet tæt til guitarspillets udvikling.

Mange af de karakteristiske klange og rytmiske træk ved Flamenco er direkte afledt af guitarens akkorder og teknik.

 

At Flamencoen, som jo er opstået i Sydspanien, har brugt det instrument, som i århundreder har været det spanske nationalinstrument, kan jo heller ikke undre.

Guitarens udvikling foregik i Spanien, både den klassiske og flamenco-guitaren, der, selvom de har samme aner, alligevel adskiller sig fra hinanden.

Guitaren

 

Guitarens gråd begynder.

Daggryets vinglas går itu.

Guitarens gråd begynder.

Det nytter ikke at standse den.

Det er umuligt at standse den.

Den græder monotont som vandet græder,

som vinden græder over sneen.

Det er umuligt at standse den.

Den græder for ting langt borte.

For sydens varme sand som trygler om hvide kameliaer.

Den græder for pilen uden mål, for aftenen uden morgen

og for den første døde fugl på grenen.

O guitar!

Hjerte, såret af fem sværd

 

Federico Garcia Loreca - Sigøjnerballader 1928

oversat af Peer Sibast

fra bogen ”Guitar og Gråd”

Guitarens historie i korte træk -

af Flemming Weisdorff

Ved første øjekast ligner flamencoguitaren umiddelbart den klassiske guitar - men den adskiller sig alligevel på nogle væsentlige punkter fra denne. Den traditionelle flamencoguitar har som regel sider og bund af lyst træ som cypres eller ahorn, og træet er tyndere. Dog er dækket på begge guitarer af gran eller ceder. Kassen ( kroppen ) er oftest dybere ( tykkere ) på den klassiske guitar, og strengehøjden er højere.

Hvor strengene på den klassiske guitar går mere parallelt med dækket - så ligger flamencoguitarens strenge lavt, og strengene går skråt nedad mod dækket, hvor de fæstes dybt i strengeholderen. Indvendigt er der også visse konstruktionsmæssige forskelle, og flamencoguitaren er oftest monteret med en plastik-plade på dækket til beskyttelse mod Golpeslag.

 

Alt i alt en konstruktion, som er med til at gøre flamencoguitarens tone mere lys, skarp, kraftig, og kort, hvorimod man på den klassiske guitar bestræber sig på at få en blød, stor og lang tone. Dog bygges der i dag også de såkaldte "Flamenco Negra"-guitarer i mørkt træ, og med en mere dyb tone.

 

Guitarbygning er et kunsthåndværk, som er udviklet gennem århundreders håndværkererfaring, og ønsker man at købe et fint koncertinstrument, må man regne med at skulle give fra 10-15.000 kr. og opefter, og instrumentet må hentes i Spanien, hvor de største mestre findes - Esteso ( Conde ), Ramirez, Reyes, Rodriguez m.fl.
For begynderen er det dog sagtens muligt, at få et godt og billiger instrument. Eksempelvis er Alhambre 3F og 7F udmærkede guitarer i den billigere ende (3-5.000 kr.)

Flamenco

guitar

Klassisk

guitar

Flamenco guitaren

Billeder fra guitarbyggerens værksted - forskellige ”Guitarerros”:

Guitarelever kan her

læse/hente

Flemmings Guitarbog 1, 2, 3 og 4,

 akkordtabeller,

flamenco- og meget

andet materiale.

Klik her -

eller på linket til højre

Strengeinstrumenter af lut-typen med hals og krop genfinder man over hele verdenen. De bygger på primitive instrumenter konstrueret over udhulede kalabasser og lign. Både Romerne og Araberne (Maurerne) bragte de mellemøstlige udgaver af disse med sig til Spanien.

Guitaren kommer fra Spanien, det ved de fleste. Navnet ”La Guitarra” er spansk.

I århundreder har den været nationalinstrumentet i de spansktalende lande, men hvor kommer den fra? Og hvordan fik den sin karakteristiske facon.

 

Den vestlige kulturs vugge stod i mellemøsten, hvorfra den med Grækerne, Romerne og Araberne op gennem århundrederne udviklede og bredte sig til Europa.

Det er i denne kulturvandring, vi skal finde oprindelsen til vore dages guitar.

Sitar, Kithara, Guitar - alle har de i instrumentnavnet medtaget det gammelpersiske ord "tar", der betyder streng. ”Dotar” betyder 2 strenge, ”Setar” 3 strenge og ”Chitar” har 4 strenge - ligesom de ældste guitarer.

Arabisk lut - ”al ut”

(Ut betyder ”Træ”)

Europæisk lut

Guitarra Latina og Morisco (Maurisk)

Håndskrift fra det 13. årh.

Første gang vi møder noget, der ligner en guitar, er i 1500-tallet i det spanske instrument Vihuelaen, som er en håndspillet udgave ( viola del mano ) af viola-familien, der siden hen skulle blive til violinen. (I Portugal hedder en guitar den dag i dag ”violao”)

 

Indskæringerne i siderne kan stamme fra bueføringsteknikken på de strøgne instrumenter.

For Vihuelaen bliver der skrevet fornem musik af forskellige spanske komponister -

Luis Milan, Luys de Narváez, Alonso Mudarra og flere andre.

4-strenget

guitar

16. årh.

5-strenget

guitar

17. årh.

Chitarra

battente

17. årh.

Efter en række år, hvor guitarens brug og popularitet er dalende, får vi fra slutningen af 1700-tallet en ny opgangsbølge for instrumentet, samtidigt med, at den har fået 6 strenge, som nu er enkeltstrenge. Man er simpelthen blevet bedre til at fabrikere strenge.

Med guitarister og komponister som Sor, Aguado, Giuliani, Carulli og mange flere, bliver der skabt musik som aldrig før. Den "klassiske guitar" får sin storhedstid. Denne guitar er, ligesom barokkens, lille og tynd med en, i forhold til i dag, spinkel klang.

 

Dog eksperimenteres der med både spilleteknik og guitarbygning for at forbedre klangen. Aguado begynder at bruge neglene til anslag, en teknik der hurtigt breder sig.

 

Forskellige guitarbyggere forbedrer og øger guitarens klang, men først i 2. halvdel af 1800-tallet med guitarbyggeren Antonio de Torres Jurado fra Sevilla sker der en egentlig revolution på området.

6-strenget

guitar

19. årh.

6-strenget

guitar

18. årh.

Antonio Torres

guitar

1860-erne

I samarbejde med guitarister som Francisco Tárrega konstruerer han en helt ny guitartype - større og meget mere klangfuld.

Det er denne guitar, der ligger til grund for vore dages instrumenter, hvad enten det er som klassisk eller flamencoguitar.

Andre spanske guitarbyggere har siden Torres tid arbejdet videre på hans model, og skabt fremragende instrumenter, og eksperimenterne og udviklingen er ingenlunde slut.

På samme tid findes en lille 4-strenget (dobbeltstrenget) guitar, som ikke har samme fine ry, og mest bliver brugt i folkelig sammenhæng. Men i løbet af 1600-tallet får den 5 strenge (dobbelte), og bliver hurtigt populær.

Den udvikler sig til 2 typer: ”Chitarra Puntuado” til solo- og fingerspil, og ”Chitarra Battente”  til akkordspil udført som rasguados.

 

Der blev skrevet og udgivet meget musik for disse instrumenter både for amatører og professionelle, ofte bygget over folkelige og kendte dansemelodier.

 

Meget af spilleteknikken og rytmerne fra de såkaldte "rasguadobøger", genfinder vi videreudviklet i en senere tids flamenco-guitarspil.

Vihuela

Gaspar Sanz 1674: Original-tabulatur til ”Canario”

for 5-strenget barok-guitar

Den nye, kraftfulde guitartype bliver igennem 1900-tallet brugt af guitarister som Llobet, Pujol, Segovia og mange andre.

Også uden for guitarkredse skrives der musik af Moreno-Torroba, Turina, Rodrigo, Castelnuevo-Tedesco, Manuel Ponce, Villa-Lobos. Britten, Hindemith m.fl. Nu både solomusik og guitarkoncerter med stort orkester.

Guitarister som Diaz, Romero, Lagoya, Almeida, Julian Bream og John Williams spiller musikken på mesterinstrumenter af

Ramirez, Hauser, Fleta, Contrerez, Esteso, Romanillo, Kohno og mange flere.

 

I 1964 blev guitaren optaget som hovedinstrument på Musikkonservatoriet i Danmark, og siden da er der også her i landet opstået en stor gruppe fremragende guitarister.

Klik her - og hent

Guitarens Historie

i pdf-format

Guitarens

udvikling

over 6

århundreder fra renæssancen

til nutid