Flamencohistorien - i korte træk:

Sang,  dans,  guitar og håndklap -

er for de fleste mennesker velkendte og traditionelle ingredienser i Flamenco, og det er da også rigtigt nok. Dog er der, særligt i de senere år, sket en stærk udvikling netop på dette område, og elektriske instrumenter, bas, trommer, klaver, fløjte, saxofon, strygere mm. er ikke længere fremmedartede instrumenter i Flamenco. På samme måde har Flamencoen tilegnet sig træk fra mange andre stilarter som rock, jazz, latinamerikansk musik og klassisk musik.

Hvis man skal beskrive Flamencoens historie, bliver det i grunden en kort fortælling, idet Flamencofolket ikke selv har efterladt sig ret meget på skrift. Flamencoen er opstået hos de fattige sigøjnere, som hverken kunne eller ville nedskrive deres egen historie eller musik, så dokumentationen fra før 1900 bliver temmelig tynd, og bygger mest på andenhåndsviden og teorier. At overleveringen af denne kultur er sket mundtligt fra generation til generation, er måske i virkeligheden dens styrke, idet der hermed er givet større plads til fornyelse og udvikling.

I dag bliver der spillet Flamenco over hele Spanien, ja faktisk i hele verden. Men oprindeligt hører den kun hjemme i en lille del af Sydspanien, i Andalusien - koncentreret om byerne Sevilla, Jerez og Cadiz samt de omliggende landsbyer og bjergområder. At så hver by eller landsby, ja sågar bykvarter, gør krav på at have skabt den ægte, oprindelige Flamenco, er en anden sag. En ting er sikkert - Flamencoen er skabt hos sigøjnerne i de private hjem, på barer, ved Juergas ( flamencofester ) og under arbejdet.

Sigøjnerne menes oprindeligt at være udvandret fra Indien, og på deres vej gennem Mellemøsten og Nordafrika er deres egen kultur blevet blandet op med indtryk fra de lande, som er blevet passeret. (Nogle mener, at kunne genkende indiske tempeldanse i den nuværende Flamencos håndbevægelser). At sangen har et umiskendeligt orientalsk/arabisk præg er helt klart, og at man i guitarspillet kan finde træk fra arabisk lutmusik er også tydeligt.

Man må i øvrigt huske på, at Spanien, frem til 1492, i 750 år var besat af Maurerne (Araberne), som har efterladt sig stadigt synlige spor, både kulturelt og arkitektonisk overalt i Andalusien.

Efter fordrivelsen  af det arabiske herredømme, og den kristne magtovertagelse i bestod Sydspanien af en kogende gryde af blandede kulturer fra arabere, jøder ,kristne og sigøjnere, som netop i denne tid var kommet til landet, medbringende deres sang og musik. I fattige bykvarterer og bjerglandsbyer slog de sig ned, især efter at Den spanske Inkvisition begyndte at forfølge de ikke-kristne.

I denne blandingskultur opstod Flamencoen hos sigøjnerne. At den fra starten bestod af sang, dans og klap er jo logisk nok - det er jo instrumenter man altid har ved hånden. Rytmen har desuden nemt kunne understreges med stokkeslag i gulvet eller, medens man arbejdede i smedeværkstedet ( sigøjnerne var traditionelt dygtige smede), hammerslag på ambolten - ingredienser, som vi stadigt finder i Flamencoen.
Senere kom så det spanske nationalinstrument guitaren til. Den særlige, for Flamencoguitaren så karakteristiske Rasguado-teknik har direkte aner fra Barokguitarens populære tid i Spanien.
( Chitarra Batante ).

De tidligst kendte Flamencoudøvere er sangere fra omkring slutningen af 1700-tallet ( som f.eks. "El Planeta" ) til ca. 1860, hvor stilarter som Tonàs, Polos og Cañas menes opstået.
Senere kommer Alegrias og blandings-stilarten Fandangos til. "Café Cantantes" - Flamenco-spillesteder - bliver populære, og Soleares, Bulerias og Tangos slår igennem.

Op- og nedgangstider veksler - et par gange i  det 20. århundrede er den ægte flamenco ved at uddø, først på grund af glemsel, siden på grund af turist- og natklub-flamenco. Store kunstnere som f.eks. Manolo Caracol, Pastora Pavón, Carmen Amaya, Ramon Montoya og Sabicas er dog med til at forny og holde den i live.

Kårene under Franco-regimet er svære for Flamencoen, og først mod 1970'erne sker en ny-opblomstring, som på een gang blander en tilbagevenden til den ægte, gamle og dybe Flamenco med en stærk fornyelse.

Det er først og fremmest sangeren José Monge Cruz ( Camaron de la Isla ) og guitaristen Francisco Sánchez ( Paco de Lucia) der var banebrydende. Nye navne kommer til både inden for sang, guitar og dans ( senest Joaquin Cortés ) og der eksperimenteres som aldrig før. Flamenco for strygere, flamencoballet, nye fortolkninger og udviklinger udført af fremragende musikere, sangere og dansere -

Flamenco er en kultur i stadig og rivende udvikling.

En del forsvinder, men meget bliver stående. Ofte det, som i sig bærer den ægte vare - "Flamenco Puro".

Paco de Lucia